Min corona lockdown

I løbet af 2020 blev vi tvunget til at se verden på en helt ny måde, og fra den ene dag til den anden skulle vi omstille vores liv. That’s was a tough one. For mit vedkommende gik det fint i første nedlukning, men anden lockdown trak mig langt ned, og det er jeg jo ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke er alene om.

Jeg har altid været typen, som har haft meget at se til, fordi det holder mig oppe at være i gang. I lockdown blev det vendt fuldstændig på hovedet, og jeg syntes at alle projekter jeg gik i gang med blev lynhurtigt kedelige. Jeg havde derfor ALT for meget tid til at sidde og glo ud af vinduet. For et menneske som ellers oftest har fart på, var det en kæmpe omstilling. Jeg fik virkelig følelsen af ensomhed og ligegyldighed. Jeg udrettede ikke noget, og når man ikke udretter noget, er det nemt at føle at man ikke er meget værd. Mit system kunne slet ikke håndtere det, og jeg tror at jeg blev mere eller mindre skør. Hardcore corona-kuller, om man må sige. Det førte til at jeg ikke kunne finde rundt i mig selv og hvem jeg var, og jeg forstod slet ikke hvorfor jeg ikke kunne det, for jeg har altid været enormt stærk i mig selv. Til sidst havde jeg bare brug for ro, og det var jo ikke fysisk ro jeg havde brug for, men psykisk. Det gik uheldigvis ud over mine relationer, fordi jeg ikke havde overskuddet til at tackle situationen, og dermed trak jeg mig og flygtede fra det jeg burde deale med. Ikke mit mest stolte moment, men jeg var virkelig forskrækket og havde brug for ro til at finde ud af hvad der skete. Hvordan kan man ikke have overskud, når man ikke laver noget? Den tanke gik igen hos mig. 

Jeg har altid været fascineret af det at kunne arbejde med sig selv og sit mindset, og ser altid alle udfordringer i livet som læring og udvikling. Uden udfordringer er der ingen lykke. Lykke kommer, når man løser problematikker, og når man går ind i noget nyt opstår der nye problematikker = ny lykke skal findes. Det er en evig cirkel, så selvfølgelig tænkte jeg hele vejen igennem på udvikling, ændring i min måde at tænke på, havde mange overvejelser om hvad jeg skulle/kunne gøre for at tackle situationen bedst muligt og komme stærkt ud på den anden side. Der var bare ikke rigtig noget der gav pote. Det mest skræmmende for mig var, at det hele opstod i mit hoved. Der var jo ikke noget af det der egentlig var reelt, men jeg troede oprigtigt at mine omgivelser styrede mit humør og velvære. IKKE. SANDT.

På et tidspunkt fik jeg et wake-up-call, og så vendte mit hoved 180 grader, og jeg valgte at gå ind i min frygt. Jeg havde jo efterhånden brugt lang tid på at flygte, fremfor at face mit problem. Jeg har været og er stadig igang med en proces, hvor jeg øver mig i at være menneske, og det har jeg gjort mig mange tanker omkring, og det var blandt andet derfor jeg valgte at starte bloggen, for alle de tanker og indsigter syntes jeg virkelig ikke skulle gå til spilde, hvis andre (som også øver sig i at være menneske😉) kunne blive inspireret.

Det handler om, at der er en masse mennesker som har været eller går igennem en enormt hardcore periode oven på corona og lockdowns. Jeg tror, at vi er nødt til at bryde tabuet og turde snakke om det der er svært. Jeg var meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle dele noget så personligt, men jeg tror på, at måden vi kan bryde tabuer på, er ved at åbne os og turde at være sårbare. Vi er alle blot mennesker, og ingen af os går frit i livet i forhold til at støde ind i bøvlede og drænende perioder af vores liv. Jeg er sikker på, at der er mange der kan nikke genkende til de tanker jeg har gjort mig, og i så mange tilfælde er det bare rart at vide, at man ikke er alene.

Min main-key er, at ALTING starter hos en selv, og man har totalt selvstændig kontrol over hvordan man/ens hoved vælger at tage imod ydre hændelser, det kræver bare noget arbejde at mestre. Og så er der intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget🤓